Om os

Du kan trygt henvende dig til os uanset din situation. Vi hjælper gerne med at skabe de bedste rammer for en værdig og smuk afsked.

Læs på siden her mere om vores fokus, rådgivning, personale og histore.

Vores fokus

Vi er  en seriøs og ærlig bedemand og begravelsesforretning, som har mange års erfaring og solid uddannelse. Vores fokus og interesse er, at det samlede forløb og enhver detalje i det aftalte bliver overholdt og gennemført til fuld tilfredshed. For os handler det meget om at skabe tryghed, overblik og gennemskuelighed i hele forløbet.

Vores menneskelige og faglige kompetencer er i orden

Vi har som bedemænd både de menneskelige og faglige egenskaber til at sikre et smukt minde. Fagligt er vi løbende under uddannelse, hvilket sikrer, at man kan have tillid til, at tingene foregår korrekt og ordentligt. Menneskeligt har vi vores etik og moral i orden, og vores ægte interesse i andre mennesker giver en varm og individuel service hele vejen.

Det sidste minde

En veltilrettelagt og velgennemført begravelse eller bisættelse er for alle pårørende en væsentlig del af det sidste minde. Mange elementer indgår og ligger bag dette meget nærværende øjeblik, og det er ikke mindst på dette tidspunkt afgørende, at de detaljer, som er væsentlige for afdøde og pårørende, efterleves værdigt.

Vi lytter, forstår og rådgiver

Vores fornemmeste opgave er at lytte, forstå og rådgive i den svære situation. Vores handlinger beror ikke på tilfældigheder, men på mange års erfaring, som gør os i stand til at hjælpe og støtte alle upåagtet de nærmere omstændigheder.

Du kan trygt henvende dig til os uanset din situation. Vi hjælper gerne med at skabe de bedste rammer for en værdig og smuk afsked.

Ejer og medarbejdere i forretningen

Steen Kristensen, Indehaver

Bedemand siden 1989, Danske Bedemænds grunduddannelse 1993 og exam. bedemand 2003.

Gitte Janeke Jørgensen Kristensen

Bedemand siden 2000, Danske Bedemænds grunduddannelse 2001 og exam. bedemand 2002.

Poul Erik Kjærgaard

Bedemand 2006-2010, exam. bedemand 2007 og startet i faget igen hos os maj 2021.

Firmaets historie

Als- & Broager-Sundeved Begravelsesforretning er en sammenlægning af flere forretninger, der er sammenlagt over en årrække.

3. maj 1888 er det ældste notat, vi har omkring ordning af begravelse. Det er nu afdøde snedkermester Laurits Høj, Nordals, der har fundet notatet efter sin bedstefar. Laurits Høj var 3. generation, der drev Nordals Begravelsesforretningen.

I 1984 overtog Rie og Tonny Rabøl Jørgensen forretningen, som de i 1992 udvidede med en afdeling i Guderup, som fik navnet Als Begravelsesforretning.

1. april 1995 blev forretningen solgt til Steen Kristensen, som i forvejen drev Midt- og Sydals Begravelsesforretning og Hertugbyens Begravelsesforretning.

Midt- og Sydals Begravelsesforretning blev startet i 60’erne af Hans Petersen og senere overtaget af hans søn, Andreas Petersen.

I 1988 begyndte Steen Kristensen at hjælpe til i forretningen i forbindelse med, at han forpagtede Andreas Petersens snedkerværksted. Arbejdet var ikke ukendt for ham, da hans læremester var snedker Clausen i Augustenborg, der også drev begravelsesforretning.

I 1990 blev Andreas Petersen og Steen Kristensen enige om at starte Hertugbyens Begravelsesforretning i Augustenborg sammen. Efter 2 år overtog Steen Kristensen forretningen i forbindelse med, at Andreas Petersen gik på pension.

Broager Begravelsesforretning blev frem til 1987 drevet af snedkermester Lorentz Hansen, hvor den så blev overtaget af Britta og Børge Nørgaard, som flyttede forretningen til deres adresse i Blans og derefter føjede Sundeved til.

I forbindelse med at Britta Nørgaards efterløn nærmede sig, blev forretningen solgt til Steen Kristensen, og ved den lejlighed blev Britta Nørgaard ansat som bestyrer, indtil hun gik på efterløn i 2003.

Steen Kristensen driver i dag Als- & Broager-Sundeved Begravelsesforretning som en samlet begravelsesforretning med dejlige forretninger i henholdsvis Guderup, Nordborg og Broager.